Fortællinger Fra Mjølnerparken

---

Dansk

Jeg kunne godt tænke mig… Altså, jeg har jo som beboer og som nabo, og som bestyrelse, får man set et mere nuanceret billede. Jeg synes, der er mennesker, der har været dobbelt udsat, fordi de både har været dem, der har været udsat som naboer til kriminelle. Og samtidig har de været udsat som beboere i Mjølnerparken, som der er blevet peget fingre af i offentligheden. Så det med nuancerne af, hvem det er, og hvordan det er, og hvilke dynamikker det er, der skaber nogle af de udfordringer, som jo er helt reelle, som er og har været i Mjølnerparken. Det nuancerede billede har været utroligt svært at fastholde, og jeg synes altid, når jeg udtalt mig til medierne, at enten så har det været en ‘happy story’, hvor at ‘nu er alt lige pludselig godt, og fordi kvinderne, de dyrker zumba’, eller også så var alt skidt, fordi der ‘nu var en ny møgsag’ eller et eller andet. Og jeg kunne godt tænke mig, at fortællingen blev realistisk. Realistisk på den måde, hvor man præsenterede sagen, som jeg synes den er. Nemlig, at de der stærke fællesskaber, de har en god side, men de har også en negativ side. Og det skal man bare gå nøgternt og realistisk til, i stedet for at sige, at så er det enten det ene eller det andet. Og så kunne man jo tage det bedste fra den verden, og bringe dem videre i Mjølnerparken 2.0.

Jeg tænkte, at du måske kan starte med at fortælle, hvordan du kom til at bo i Mjølnerparken?

Ja, men det skete på den måde , at jeg kom tilbage fra udlandet i 2010 – Jeg havde boet i Kenya i tre år, hvor jeg blandt andet har studeret. Så skulle vi finde en bolig. Og det blev lige her i området, hvor vi først boede til fremleje, men vi blev skrevet hurtigt op. Vi ville gerne bo alment, da det svarede til det internationale miljø, vi kom fra. Og så var det så Mjølnerparken, der bød sig til først.

Havde i hørt noget om Mjølnerparken før i flyttede hertil?

Ja, altså– Ja. Det havde man jo. Det, at vi kom til området,– At sådan en type som mig, der havde etnisk dansk baggrund, yngre og med familie og børn. Jeg tror, at mange af de etnisk danskere, der valgte at flytte ind på det tidspunkt, var mest ældre. Så vi var jo sådan lidt the odd one out i området. Men vi fik en ret positiv velkomst fra en del, som var glade for at folk med vores profil blev en del af området. Jeg kan også huske i starten, at nogle af vores naboer eller underboer – de havde lavet for meget aftensmad, og så kom de lige forbi med noget. Eller nogle andre, der stod og hilste hen over altanen for at sige velkommen, de der ting. Jeg tror, efterhånden har jeg også fundet ud af, at der er nogle dybe kulturelle forskelle, såsom måden, man navigerer på; Mødes man i det private, mødes man i det offentlige; Mødes man på tværs af køn, eller mødes man adskilt; Hvad laver man, når man er sammen – og den slags ting. Så de ting kom efterhånden. Men jeg tror, en af de ting, der jo også gjorde, at jeg hurtigt – Ja, [måske ikke] hurtigt – men blev en del af lokalområdet, det var, at jeg blev involveret i afdelingsbestyrelsen, og det gav nogle naturlige kontaktflader.

Jeg havde hørt på vandrørene, at der var nogen, der ikke var helt tilfredse med, hvordan det havde foregået hidtil. Så der var et afdelingsmøde der tilbage i januar 2013, tror jeg det var, hvor den siddende bestyrelse gik af. Og så skulle der være et helt nyt valg. Jeg tror på grund af min rolle på det afdelingsmøde, hvor jeg ligesom var en af dem, der havde give udtryk for min undren over nogle ting, så rygtedes det sig så også, at når man har sagt A så må man også sige B. Så jeg stillede op.

Jeg kan jo huske, at vi talte rigtig meget om – den gang, at vi forberedte hele den fysiske helhedsplan, og hele udviklingen af Mjølnerparken – Vi talte rigtig meget om det der med, at det vi ønskede at skabe, det var Mjølnerparken 2.0. Det var ikke et nyt Islands Brygge. Det var den helt klare ambition, at det var bedre boliger, det var bedre infrastruktur, det var mere tryghed og bedre tryghed, for de mennesker som boede der dengang. Der kan man sige, at der er jo blevet stukket lidt en kæp i hjulet på nogle punkter, kva ghetto loven i 2018, der har ført til, at man blev tvunget til at frasælge halvdelen og gøre det til private [boliger].

Hvordan har du oplevet at fællesskabet har været i Mjølnerparken?

Jeg synes, at fællesskabet har været godt og tæt, altså forstået på den måde, at naboer kunne komme forbi med noget mad, eller man hilser hen over altanen, eller at folk kender hinanden og har på den måde et fællesskab. Altså at man er i fællesskabet og kender hinanden i lokalområdet. På den måde, er det anderledes end mange andre steder i byen, hvor man ikke kender sin naboer eller støder på sine naboer. Det er et fællesskab som – på den positive front – hvor man holder sammen. Bagsiden af det er så,  at hvis man har et meget tæt fællesskab, så kan det også være et fællesskab, der lukker sig og stiller sig i modsætning til f.eks. omverden, eller til andre grupper, eller til hvad det måtte være. Så på den måde er det det med at have en god balance mellem det at have et tæt og fast fællesskab, og så have et fællesskab, der på samme tid åbner sig.

Jeg tænker jo egentlig også, at det kunne jo være gået en anden vej, da du flyttede ind – det kunne også være nemt at være lidt ekskluderet som en ny tilflytter, og der virker du som om, at der var meget fællesskab, der var meget åbent, eller meget imødekommende.

Det synes jeg, at det har det været på en lang række fronter. Jeg startede også med at sige det med, at på dét niveau, som handler om, at man hilser i offentligheden, at man mødes med naboer når man kommer forbi, og så videre; at man taler sammen – stopper op i gadebilledet, og taler sammen. På dét niveau synes jeg, at der er stor åbenhed. En af vores tidligere naboer – før han flyttede væk – i forbindelse med vores – nu lidt større – børns fødselsdag, så kommer han forbi med en fødselsdagsgave. Sådan nogle ting synes jeg, at vi har oplevet meget af: En åbenhed på den måde. Men det med at for alvor komme ind på livet af nogen, og komme ind under huden…– Igen, jeg er jo for eksempel ikke af muslimsk baggrund. Muslimske traditioner, de kører ligesom i nogle bestemte cirkler. Man skal gøre et eller andet selv,–og gøre noget ekstra, for at blive inviteret ind i de cirkler, og få invitationer til de sammenhænge, hvis man er udenforstående. Men når man er i cirklen, så tror jeg helt klart det opleves som et tæt og nært fællesskab. Så det svarer jo måske virkeligheden til, hvad mange udlændinge taler om, når de taler om den danske hygge, og den danske jul og julestemning.– At det er noget helt særligt. Men de færreste bliver inviteret ind i de kredse. Så ja, vi har jo altid deltaget og prioriteret at deltage i, når der har været noget fælles. Det kan være alt lige fra eid-fester eller julefester, eller sommerfester, eller markeringer af Mjølnerparken 30-års-jubilæum, og så videre.

Der er også noget, der handler om bare at sætte sig ned i gården, og befinde sig i gården, hvor man så falder i snak med nogen. Nu i starten havde jeg ikke børn, men jeg kan da mærke, at børn bliver et mødepunkt, også. Og så selvfølgelig også, når det handler om dem, jeg så har fået en relation til, så mødes man også nogle gange i privaten, og så videre, og så videre. Og det kan være både om noget, men det kan også bare være at mødes.

Der har tidligere, årligt, været holdt Eid-fest, julefest, og så den her fødselsdag, som blev stort lagt op. Der havde vi også en god, ressourcestærk bestyrelse – Nogle andre, der tog godt fat i det her med at holde aktiviteter. Så vi havde en række mødepunkter i løbet af et årshjul, hvor der blev holdt sociale aktiviteter i afdelingen. Så det var en tradition fra dengang jeg var i bestyrelsen.

Men det lyder også som om at de sociale arrangementer har været ret mangfoldige – i forhold til, at du nævner både eid og jul.

Ja, det har det. Det har selvfølgelig været arrangeret på en måde, hvor man forsøgte at skabe en neutral platform, hvor alle kunne være med. Selvom det så var jul fra en kristen højtid eller eid fra en muslimsk højtid, så har det været forsøgt at skabe en fælles platform på den måde, man så lagde det an på.

Ja, jeg tænker, at jeg kommer til at stille dig to spørgsmål mere.  Det første er i forhold til, om du har nogle yndlings minder fra fællesskabet, i det gamle Mjølnerparken?

[Tænker] Nogle yndlings minder… Ja. Det er et godt spørgsmål.

Jeg tror, at fra sådan ‘gamle dage’, – det var også før jeg for alvor begyndte selv at få travlt, med familier og arbejde osv. [Griner.] Da jeg havde god tid, da yndede jeg meget at sidde i gården. Det med at være der. Og da jeg var i bestyrelsen, så sad jeg også på tidspunkt over i bestyrelseslokalet mens jeg var studerende og læste der. Så stødte man jo hele tiden på nogle mennesker; der var hele tiden nogen lige at snakke med eller nogen, der kom forbi, eller måske var det bare lige det at hilse.

Men der var mange samtaler og mange relationer, der ligesom kom ved bare den blotte tilstedeværelse. Det var meget ad hoc. Det var meget af det der med, at man støder på hinanden på vej ind og ud af opgangen, eller i en eller anden sammenhæng, og så falder man lige i snak.

Og det overordnede spørgsmål er virkeligheden, hvad fællesskabet i det gamle Mjølnerparken har betydet for dig, i den tid, du har boet der?

Hmm… [Retorisk:] Ja, hvad har det betydet?

Mjølnerparken fungerer på en anden måde: Det er at man kender sine naboer, det at man kommer hinanden ved – det ser man jo ikke så meget i et almindeligt boligkompleks, et andet sted i København. Så det at rammerne ligesom er sat – og det er jo ikke mindst det, at det er alment, og at man har gårdfællesskaberne. Men også det, at flertallet af folk dengang kom fra kulturer, hvor man har denne her kollektive forståelse af fællesskab. En af de grunde til, at vi gerne ville bo i det her lokale område, og at vi gerne ville bo alment, det var netop, at vi ikke søgte noget, hvor vi bare skulle være [for] os selv og have en bolig. Vi ville gerne være en del af noget – en del af et boligområde eller et lokalområde. Og det synes jeg, at vi har fået. Det vigtige for mig, har egentlig også været… – Jeg tror ikke, at jeg ville kunne trives i et velpoleret forstadskvarter, i et parcelhuskvarter. Den der diversitet – den har været vigtig for mig og familien at være i. Især, tror jeg også, fordi vi kom fra udlandet, der netop var ‘det afrikanske kaos’, og storbyen.. Så det med at komme til noget, der på en eller anden måde var genkendeligt, både i forhold til, hvordan ting fungerede. Noget, hvor alting ikke var snorlige. Noget, hvor der var forskellige dufte, indtryk, tilgange og kultur. Den del af det har været rigtig, rigtig fint for os som familie og for mig. Så det har jeg sat stor pris på.

---

English

I guess I’d like to say… As a resident, a neighbor, and a member of the residents’ board, you get to see a more nuanced picture. I think there are people who have been doubly exposed – because they’ve been both the ones living next to criminals and the ones pointed at as residents of Mjølnerparken. So the nuances of who people are, how things are, and what dynamics create some of the very real challenges that have existed – and still exist – in Mjølnerparken, that nuanced picture has been incredibly difficult to hold on to. And I’ve always felt that whenever I’ve spoken to the media, it’s either been a ‘happy story,’ where suddenly everything was great because the women were doing Zumba, or it was all bad because there was a new scandal. What I’ve really wanted was for the story to be realistic. Realistic in the sense that it presents things as they actually are. That these strong communities – they have a good side, but they also have a negative side. And that should simply be approached soberly and realistically, instead of saying it’s either one or the other. Because you could actually take the best of that world and carry it forward into Mjølnerparken 2.0.

I was thinking maybe you could start by describing how you first came to live in Mjølnerparken?

Yes, well, it happened like this: I came back from abroad in 2010 – I had been living in Kenya for three years, where I had been studying, among other things. So we needed to find a place to live. And it ended up being here in this area. At first, we sublet, but we got on the waiting list quickly. We really wanted to live in public housing, since that fit the kind of international environment we were coming from. And so Mjølnerparken was the first place that came up.

Had you heard anything about Mjølnerparken before moving here?

Yes, of course – yes. Everyone had. When we moved into the area – well, someone like me, with an ethnic Danish background, younger, with a family and kids and so on – I think that at the time, most of the ethnic Danes who chose to live here were most elderly. So we were kind of the odd ones out in the area. But we got a really positive welcome from quite a few people, who were happy that someone with our profile had moved in. I remember, in the beginning, some of our neighbors – or the people living below us – they’d cooked too much dinner, and then they’d come by with some. Or others would wave from the balcony to say welcome, and things like that. Over time, I realized there were also some deep cultural differences – things like how people socialize: do you meet in private or in public, do you meet across gender lines or separately, what do you do when you’re together – those kinds of things. Those differences became clearer gradually. But I think one of the things that also made me – maybe not quickly, but eventually – part of the local community was that I got involved in the residents’ board. That naturally created points of contact.

I’d heard some rumors that there were people who weren’t entirely happy with how things had been handled up to that point. So there was a residents’ meeting back in January 2013, I think it was, where the sitting board stepped down. And then there was a whole new election. I think because of my role at that meeting, where I was one of those who had expressed some questions and concerns, word spread that “well, if you’ve said A, you might as well say B.” So I ran for election. I remember we talked a lot back then – when we were preparing the physical master plan, and the whole redevelopment of Mjølnerparken – we talked a lot about the idea that what we wanted to create was Mjølnerparken 2.0. It wasn’t supposed to be a new Islands Brygge. The clear ambition was better housing, better infrastructure, and a greater sense of safety – for the people who lived there at that time. You could say that a wrench was thrown into the works, in some respects, because of the so-called ‘ghetto law’ in 2018, which forced the sale of half the area and turned it into private housing.

How have you experienced the community in Mjølnerparken?

I think the community has been good and close – in the sense that neighbors bring you food, or greet you from their balconies, or that people know each other and are connected in that way. It’s a kind of community where people really know one another in the local area. That’s quite different from many other places in the city, where you don’t know your neighbors or even bump into them. It’s a community that – on the positive side – holds people together. But the downside of that is that if you have a very tight-knit community, it can also become one that closes in on itself, and positions itself in opposition to, say, the outside world, or other groups, or whatever it might be. So it’s really about finding that balance between a close, grounded community and one that also opens outward.

I guess it could also have gone differently when you moved in – it would’ve been easy to feel a bit like excluded as a new resident. But it sounds like there was a lot of openness and a welcoming atmosphere?

I think that’s been true in many ways. As I said earlier, on that everyday level – that kind where you greet people in public spaces, you run into neighbors and stop for a chat – there’s been a lot of openness. One of our former neighbors, before he moved away – when one of our kids had a birthday – he came by with a birthday present. Things like that. We’ve experienced a lot of that kind of openness. But really getting close to people, getting under their skin – that’s something else. Again, I’m not from a Muslim background. Muslim traditions tend to run in specific circles. You have to make a real effort to be invited into those circles if you’re an outsider. But once you’re inside, I think it’s experienced as a very close and intimate community. I suppose it’s similar to what many foreigners describe when they talk about Danish ‘hygge,’ or the Danish Christmas spirit – something very special, but something few outsiders are ever truly invited into. That said, we’ve always made a point of participating whenever something was happening – whether it was Eid celebrations, Christmas parties, summer festivals, or the 30-year anniversary of Mjølnerparken. There’s also something about just sitting out in the courtyard and being there, where you end up chatting with someone. In the beginning, I didn’t have kids, but once I did, I could feel how children became a meeting point, too. And of course, once you have built relationships, you start meeting privately as well – sometimes for something specific, sometimes just to be together.

There used to be annual events – Eid parties, Christmas celebrations, and that big birthday for Mjølnerparken. We also had a strong, resourceful board back then – people who really took initiative in organizing things. So throughout the year, we had a range of community activities. That was the tradition when I was on the board.

It sounds like those social events were quite diverse and inclusive – you mention both Eid and Christmas.

Yes, they were. They were always arranged in a way that aimed to create a neutral platform where everyone could participate. Even if it was Christmas, from a Christian tradition, or Eid, from a Muslim one – the goal was always to make it inclusive for everyone.

Yes, I think I’ll just ask you two [more] questions. The first is whether you have any favorite memories from the community, from the old Mjølnerparken?

[Thinks] Favorite memories… Yes. That’s a good question.

I think from the ‘old days’ – that was before I really got busy with family and work and so on [Laughs] – back when I had the time, I really enjoyed sitting out in the courtyard. Just being there. And when I was on the residents’ board, I used to sit in the office there while studying. You’d always run into people; there was always someone to talk to, someone passing by, or even just to exchange a quick greeting. There were a lot of conversations and connections that came simply from being present. It was very ad hoc – the kind of thing that happens when you bump into people on your way in or out of the building, or somewhere else, and end up chatting.

And the final, overall question is really what the community in the old Mjølnerparken has meant to you, during the time you’ve lived there?

Hmm… [Rhetorically:] Yes, what has it meant?
Mjølnerparken works differently. It’s a place where you know your neighbors, where you get involved with one another – that’s something you don’t often see in typical housing complexes elsewhere in Copenhagen. The framework itself encourages it – not only because it’s public housing, with its shared courtyards and community spaces. But also because most of the people living there at the time came from cultures with a collective understanding of community.

One of the reasons we wanted to live in this area – and to live in public housing – was that we didn’t want to just be [by] ourselves. We wanted to be part of something. Part of a local neighborhood. And I think we got that. For me, it’s always been important… – I don’t think I could thrive in a polished suburban neighborhood, in a row of detached houses. Diversity has always been important to me and my family. Especially because we came from abroad – from the “African chaos,” the big city life, and so on. So coming to a place that, in some way, felt familiar – in how things worked, how life happened, with smells, impressions, and different approaches and cultures – that part of it has been really, really wonderful for us as a family, and for me personally. And that’s something I’ve truly valued.