De unge bag murstenene
The youth behind the bricks
FOR FORTÆLLING
I udsendelsen bliver vi tilbudt et kærligt portræt af en fælles ungdom – minder fra en fortid der er utilgængelig i dag. De tre gæsters yndlingssteder er samlingspunkter, hvor fællesaktiviteter, dybe samtaler, og fantasien sætter rammen.
Fortællingen skelner markant fra dramatiserede offentlige narrativer, og giver i stedet indblik i de mere nysgerrige og trivielle dele af Mjølnerparkens hverdagsglæder. Stedet får betydning som socialt samlingspunkt for uformelle praksisser, der binder naboer sammen, på tværs af hverdag, kultur og generation.
PREFACE
The broadcast presents an affectionate portrayal of communal youth, with memories from a past that is inaccessible today. The three guests’ favourite places are spaces to gather, where group activities, deep chats, and one’s own fantasy set the frame.
The narratives distinctly vary from those dramatised by public voices, providing insight into the more curious and trivial parts of Mjølnerparken’s day-to-day joys. The area presents as a communal space for informal practices that bind neighbours together, across lifestyles, culture and generations.
Oplev fortællingen med os.
Listen in
Dyk ned i historien og få indsigt i Mjølnerparkens unikke stemning.
Dansk
Velkommen til udsendelsen MP – De Unge Bag Murstenene. Her er denne udsendelse, hvor jeg har nogle fantastiske gæster, som er opvokset i Mjølnerparken. Lad os starte med vores gæst, hvor de er inde og fortæller om deres egen yndlingssted.
Gæst 1:
Jeg tænker vel, at mit yndlingssted ikke kun er Mjølnerparken, men også Den Røde Plads, Sorte Plads, Mimers Kiosken – som vi kalder ‘Mimers 1’, normalt. Nørrebrogade har vi. Det er et sted, hvor alle drengene kommer og hænger ud og er sammen. Det er jo ikke sådan, at man skal komme og ringe til hinanden. Det er faktisk bare et sted, man bare kan komme, og alle er bare velkommen. Så det tænker jeg vel er mine yndlingssteder at være. Bare Nørrebro.
Men plejede du at spille noget sport hernede?
Det er jo ikke sådan, at jeg har gået til sport eller noget som helst. Vi har bare spillet fodbold. Det er nede i gården– 3. gårdens fodboldbane. Nu er vi faktisk blevet rigtig dygtige til det, gennem 3. gårdens fodboldbane.
Jeg kan huske lidt tilbage i ramadanen. Det der orange sted, hvor man sidder nede – De der borde. Jeg plejer altid at sidde der og hygge, og hænge ud med drengene derude. Men jeg så også nogle af jer andre– i sad også derude en gang imellem. Men har det også været et sted, hvor I også mødtes og chillede?
Jeg kan jo fortælle dig mange historier om, hvad der skete på de bænke. For det meste er det bare et sted, hvor vi sidder og chiller og bare slapper af. Og har nogle lange snakke. Vi har brugt mange timer på de bænke. Så de betyder også rigtig meget. Selvom det ikke er noget stort.
Et lille, hurtigt spørgsmål. Havde I en bestemt hule dernede? Et sted, hvor I kunne gå derhen?
Gæst 2:
Ja, vi havde faktisk et sted tæt på 4.gården. Oppe ved parkeringen. Så havde vi hentet sofaer og bord. Så plejede vi bare at chille der. Det var virkelig hyggeligt. Og vi savner det.
Der var hulerne og så var der spøgelseshuset. Var spøgelseshuset egentlig virkelig skræmmende?
Gæst 3:
Ja, det var det faktisk. Det var et kæmpe hus – jeg tror, et to-tre etagers hus – hvor der var intet lys eller noget som helst, fordi vinduerne var blokeret med træ. Det var ikke alle, der havde en telefon dengang. Så hvem end der havde en telefon– Vi plejede vi at bruge den der Nokia, altså lommelygten på Nokiaen som en lygte. Og så plejede vi altid at fortælle. Der var fortællinger dengang om ‘Den hvide dame’ eller om spøgelset, eller om at man så et spøgelse. Og så plejede vi at blive mega skræmt. Og så kan man ikke finde hinanden, fordi det er jo et kæmpe hus, og der er kun én lommelygte. Det er ligesom, du ved, et haunted house, men bare gratis.
––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––
Tusind tak for jeres fede inputs. Jeg er rigtig glad for at have de her gæster med mig. Som har givet masser af deres erfaringer fra Mjølnerparken af. Med at lave udendørs klubhuse til sjove minder på gader og stræder. Tusind tak for at lytte med. Og ha’ en rigtig dejlig dag.
English
Welcome to the program MP – The Young People Behind the Bricks.
In this episode, I’m joined by some amazing guests who grew up in Mjølnerparken. Let’s start with our guest, who’s here to tell us about their favorite place.
Guest 1:
I guess my favorite place isn’t just Mjølnerparken itself, but also the Red Square, the Black Square, Mimers Kiosk – which we usually just call ‘Mimers’. We also hang out around Nørrebrogade. It’s a place where all the guys come to hang out together. It’s not like you have to call anyone or plan it – it’s just a place you can show up, and everyone’s welcome. So I’d say that’s my favorite place to be. Just Nørrebro.
But did you use to play any sports down here?
It’s not like I joined a sports club or anything. We just played football down in the courtyard. The football court in the 3rd courtyard. And honestly, we’ve gotten really good just from playing in the 3rd yard football court.
I remember during Ramadan – that orange spot down there, with the tables. I used to sit there and hang out and chill with the guys. But I also saw some of you sitting there sometimes. Was that a place where you met up and hung out too?
I could tell you so many stories about what happened on those benches. Most of the time, it was just a place where we’d sit, chill, relax, and have long conversations. We spent so many hours on those benches. So they mean a lot to us, even if it’s not anything fancy.
Quick question – did you have a particular hideout down there? Like a spot you’d go to?
Guest 2:
Yeah, we actually had a spot near the fourth courtyard, up by the parking area. We’d bring in sofas and a table, and we’d just hang out there. It was really cozy. And we miss it.
There were the hideouts, and then there was the haunted house. Was the haunted house actually scary?
Guest 3:
Yeah, it really was. It was this huge house – I think two or three stories – and there was no light at all, because the windows were boarded up with wood. And not everyone had a phone back then, so whoever did have one – we’d use the flashlight from a Nokia phone as a torch. And we used to tell stories, you know, about ‘the White Lady,’ or about ghosts people said they’d seen. We’d get so scared. And then you’d lose each other inside, because, well, it was a huge house, and there was only one flashlight. It was like a haunted house, just free of charge.
––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––
A huge thank you for your great stories. I’m really happy to have had these guests with me – sharing their experiences from Mjølnerparken: from building outdoor clubhouses to creating fun memories out in the streets. Thanks so much for listening – and have a wonderful day.