Et hjem i verden – og en verden for sig
One home – A world all on its own
FOR FORTÆLLING
Når de ser tilbage på deres barndom i Mjølnerparken, reflekterer to livslange venner over forandringerne mellem deres eget liv i dag og den virkelighed, deres forældre befandt sig i. For deres forældre var det et nødvendigt fællesskab – et sted at finde tryghed, støtte og sprog i et nyt land. For dem selv blev det barndom og tilhør, men også et sted, man bar med sig som et mærke. Mjølnerparken var et hjem i verden – og en verden for sig.
PREFACE
Reflecting back on their childhood in Mjølnerparken, two lifelong friends address some of the changes between where they are today, and the context their parents found themselves in. For their parents, it was a necessary community – a place to find safety, support, and language in a new country. For them, it became childhood and belonging, but also a place carried with them like a mark. Mjølnerparken was a home in the world – and a world of its own.
Oplev fortællingen med os.
Listen in
Dyk ned i historien og få indsigt i Mjølnerparkens unikke stemning.
Dansk
Hvor længe har I boet i Mjølnerparken?
Jeg flyttede der, da jeg var tre-fire år. Og så boede jeg der, indtil jeg var 19. 19-20 stykker. Mine forældre var lige kommet til landet. Og da de fik mig, så ville de tage det på familie. Min onkel var flyttet ind i det område, og så var der mange ledige boliger, og så fik vi lov til at flytte derind. Det var rigtig nyt dengang.
Ja, Mjølnerparken blev opført i 86-87, så hvis du flytter ind i 92, det har ikke været mere end fem år gammelt. Da jeg blev født, boede mine forældre i Mjølnerparken. Mine forældre flyttede til Mjølnerparken i ‘89. Det var det der med, at der var et fællesskab. Dem der kom fra udlandet – det spredte sig meget hurtigt. ‘Søg ned i Mjølnerparken. Det er gode lejligheder, billige, og I får lejlighed med det samme.’ Så folk søgte, og de fik. Så stille og roligt blev Mjølnerparken et samlingssted for folk, der kunne afspejle sig i hinanden. Det er lidt ligesom etniske danskere, når de tager ned i Spanien. De bor jo alle sammen de samme steder. Og det er faktisk det samme. Så man finder hurtigt det man kan spejle sig i. Ja, det er tryghed.
Hvad tror du det så har betydet for dig to?
Jeg har altid været taknemmelig for, at jeg er opvokset i Mjølnerparken. Selvom det selvfølgelig har haft sine ulemper også. Men det har også givet noget. Det har givet rigtig meget. Så man har også fået lov til at afspejle sig i folk, der minder om en selv. Og så alligevel også kunne være en del af det danske samfund.
Jeg kommer bare lige til at tænke tilbage nu, nu hvor vi snakker om det. Jeg tror bare, at det har været hårdt – En hård opvækst dernede. I forhold til ens muligheder. Fremtidsmuligheder.
Det er rigtigt, ja. Det er det jeg sagde med ulemper.
Der har været en kamp omkring det. “Nå, hvor bor du?” “Jeg bor nede i Mjølnerparken.” “Nårh, okay. Det bliver nok svært for dig at få det arbejde,” eksempelvis.
Der har også været nogle gode minder. Vi har været trygge i det område, som du sagde. Det har været trygt at bo der. Man har følt sig hjemme på en måde. Men så snart man træder ud fra Mjølnerparken, så er det anderledes. Eller så snart du gerne vil søge noget arbejde eller et eller andet. “Nå okay, postnummer? Mjølnerparken, 2200,” ikke? Så det er det, der har været ulempen ved at bo i Mjølnerparken.
Jeg tænker, at det var et nødvendigt fællesskab for os. Fordi vores forældre kunne ikke dansk. De var ressourcesvage. Jeg tænker ikke, det er nødvendigt nu for vores børn. Fordi, at– Jamen, vi er jo en del af samfundet. Jeg føler mig lige så tryg ved at bo i Bellahøj nu, som da jeg boede i Mjølnerparken. Selvom over halvdelen af naboerne er meget blandet. Men jeg tror, at for os var det vigtigt. Fordi vores forældre kunne ikke så meget, og vi havde det der fællesskab, hvor vi ligesom…
… Hjalp hinanden.
Lige præcis. Men jeg tænker ikke i dag, at det er nødvendigt. Jeg ser ikke nødvendigheden i, at jeg skal tage min søn og sige, “Nu flytter vi tilbage til Mjølnerparken, så du kan få det fællesskab, jeg havde som barn.” Det føler jeg slet ikke er nødvendigt overhovedet.
Men savner I fællesskabet?
Ja.
Ja, det gør vi faktisk. Eller, jeg gør i hvert fald noget. Ja, den der følelse af, at man har familie, den var meget speciel. Du kan ikke få den andre steder. Det tror jeg faktisk ikke.
Altså, man er der for hinanden, og man hjælper de ældre. Og de yngre, dem passer man på. Det er jo ligesom… Jeg vil ikke sige, at det er et land, men det er en by for sig selv, hvor man er meget tættere på hinanden, end man er andre steder. Det er svært at forklare, men…
Jo, det var ligesom et lille lukket samfund inde i samfundet. Sådan var det i Mjølnerparken. Når vi bevægede os ud af Mjølnerparken og tog på tur ud af København, så følte vi os helt fremmede. Og især jo længere væk man kom ud af København, jo mere fremmede følte man sig. Altså, indtil i dag kan jeg føle mig fremmede, hvis jeg tager til Jylland. Fordi det er anderledes. Måden folk kigger på en. Så i dag er København meget multikulturelt, og det er faktisk dejligt – Det kan mærkes. Mjølnerparken var endnu mere tæt, endnu mere lukket, endnu mere familie-agtigt. Og hvis du bevæger dig helt ud af København, jamen så føler du nogle helt andre ting.
English
How long did you live in Mjølnerparken?
I moved there when I was three or four years old. And then I lived there until I was 19. Around 19 or 20. My parents had just come to Denmark, and when they had me, they wanted to settle down as a family. My uncle had moved into the area, and there were many available apartments at the time, so we were allowed to move in. It was very new back then.
Yeah, Mjølnerparken was built in ’86–’87, so if you moved in around ’92, it couldn’t have been more than five years old. When I was born, my parents were already living in Mjølnerparken. They moved there in ’89. It was about community. Those who came from abroad – the word spread quickly: “Apply for Mjølnerparken. The apartments are good, cheap, and you’ll get one right away.” So people applied, and they got them. Slowly, Mjølnerparken became a gathering place for people who could see themselves reflected in one another. It’s a bit like ethnic Danes when they move to Spain – they all live in the same places. It’s actually the same thing. You quickly find something you can identify with. Yeah, it’s about safety.
What do you think that’s meant for the two of you?
I’ve always been grateful that I grew up in Mjølnerparken. Even though, of course, it had its downsides too. But it also gave me something – a lot, actually. You could see yourself in others who looked like you, but at the same time, you could still be part of Danish society.
Now that we’re talking about it, I’m just thinking back… I think it was tough – a hard upbringing down there. In terms of opportunities. Future possibilities.
That’s true, yeah. That’s what I meant when I mentioned the downsides.
There was a struggle around it. “Oh, where do you live?” “I live down in Mjølnerparken.” “Right, okay. It’s probably going to be hard for you to get that job,” for example.
But there were also good memories. We felt safe in that area, like you said. It was a secure place to live. You felt at home, in a way. But as soon as you stepped outside Mjølnerparken, it was different. Or as soon as you wanted to apply for a job or something like that – “Oh, okay, postcode? Mjølnerparken, 2200.” That’s been the downside of living there.
I think it was a necessary community for us. Because our parents didn’t speak Danish. They were resource-poor. I don’t think it’s necessary now for our children. Because now we’re part of society. I feel just as safe living in Bellahøj now as I did in Mjølnerparken – even though more than half of my neighbors are from very mixed backgrounds. But I think for us, it was important. Because our parents couldn’t do much, and we had that community where we sort of…
… helped each other.
Exactly. But I don’t think it’s necessary today. I don’t see the need to take my son and say, “Now we’re moving back to Mjølnerparken so you can experience the same community I had as a child.” I really don’t think that’s necessary at all.
But do you miss the community?
Yes.
Yeah, we actually do. Or, at least I do. That feeling of having family – it was very special. You can’t get that anywhere else. I honestly don’t think so.
You were there for each other, you helped the elderly, and you looked after the younger ones. It was kind of like… I wouldn’t say a country, but a town of its own, where people were much closer to each other than they are elsewhere. It’s hard to explain, but…
Yeah, it was like a small closed-off society within society. That’s how Mjølnerparken was. When we went outside Mjølnerparken or on trips out of Copenhagen, we felt completely foreign. And the further you got from Copenhagen, the more foreign you felt. Even today, I can still feel out of place if I go to Jutland. Because it’s different. The way people look at you. Today, Copenhagen is very multicultural – and that’s actually nice. You can feel it. Mjølnerparken was even more close-knit, even more enclosed, even more family-like. And when you go far outside Copenhagen, well, then you really feel something entirely different.