Fællesskab på afstand
Belonging at a Distance
2 ungemedarbejdere fra Café 30 // 2 young employees from Café 30

FOR FORTÆLLING:
En nostalgisk rundtur bliver hurtigt til en fortælling om brudte rutiner og nye fællesskaber. I dette interview fortæller to af Café 30’s unge fra Mjølnerparken om at blive genhuset, miste hverdagen og kæmpe for at holde fast i relationer på afstand. Samtidig peger de på spirende håb: et stærkere lokalt fællesskab drevet af initiativer som Café 30. Fortællingen er fra en generation, der forsøger at forme, hvad Mjølnerparken kan være fremover.
PREFACE:
A nostalgic walk through the neighborhood quickly turns into a story of disrupted routines and emerging communities. In this interview, two young people from Café 30 in Mjølnerparken reflect on being relocated, losing the structure of everyday life, and struggling to maintain relationships across distance. At the same time, they point to signs of hope: a stronger local community driven by initiatives like Café 30. Their story comes from a generation trying to shape what Mjølnerparken can become in the future.
Dansk:
Anden del af fotoudstillingen handler om, hvad der sker i Mjølnerparken nu, både i forhold til parallelsamfundspakken, og i forhold til, hvordan Mjølnerparkens fremtid bliver. Det første spørgsmål, jeg gerne vil stille, er hvordan parallelsamfundspakken har påvirket jer?
Jeg har været genhuset på Christianshavn i lidt over to år. Jeg er lige flyttet tilbage. Det har påvirket min hverdag og min rutine, min skolegang, fordi alt var længere væk. Eksempelvis med skole; I stedet for, at jeg skulle gå 10 minutter, eller cykle den 2 minutter, og så tog det 40 minutter, 50 minutter, og nogle gange var der forsinkelser med offentlig transport. Nogle gange var busserne eller metroen bare aflyst. Så det havde stor indflydelse på min skolegang. Og så havde det også stor indflydelse på min træning og min hobby. Jeg plejede at spille basket. Det lå også her på Nørrebro. Og hvor jeg plejede at træne – det lå også her på Nørrebro. Det gjorde mig meget doven som person, og fik mig til at slacke mere, hvilket gjorde, at jeg fik meget mere fravær i gymnasiet, end jeg burde have.
Okay. Og hvad med dig?
For mig var det lidt anderledes. Vi var også genhuset, men ikke præcis med det samme. Vi fandt ikke en lejlighed, så vi var nødt til at bo på et hotel i 6 måneder. Det var ikke et hotel, det var et vandrehjem. Altså, det var ikke noget specielt. Jeg kom lidt længere fra min skole..–
De havde ikke engang deres eget køkken.
Vi skulle dele køkken med tredive andre. [Griner.] Det var virkelig skidt. Vi endte med at spise junk-food i 6 måneder. Vi tog rigtig meget på – alle sammen. Vores træning blev mere useriøs, på grund af vores kost. Der var ikke så meget fra min skole af. Altså jeg fik ikke så meget fravær. Men jeg endte med at bo 20 minutter væk fra min skole, i stedet for 5 minutter.
Så det sværeste, hvad synes I, det har været?
Det har påvirket rutinen rigtig meget. Og fællesskabet også.
Okay. Hvordan med fællesskabet?
Fordi jo mindre man er et sted, jo mindre føler man, at man er en del af fællesskabet. Forstår du, hvad jeg mener? Man er jo mindre et sted, når man er længere væk fra et sted. Så på den måde.
Men selvfølgelig – vi glemmer ikke, hvor vi kommer fra. Så vi endte med at komme tilbage, hver dag, stadig. Men det er bare… Før kunne jeg gå ud af døren og se mine venner. Men nu skal jeg gå i 40 minutter for at se mine venner.
Nogle gange, når man bor langt væk, så kan det være, at man lige venter lidt længere med at ses. Så nogle gange så man ikke hinanden i flere dage.
I forhold til, hvordan Mjølnerparken er nu, og i forhold til, hvordan det var før, synes i, der er kommet nogle nye muligheder i forhold til tidligere?
Ja, det, der har haft størst indflydelse, det er jo helt klart Café 30. Så hvis jeg skulle fjerne Café 30, forstår du, og bare leve med det nye, så ville jeg synes, det var lort. Bare de der nye butikker, du ved, det er meget overfladisk. Det er ikke nogle, der er her for at skabe fællesskab i lokalområdet. Men det her med Café 30, der fokuserer på events og fællesskab, og gør, at de unge kommer mere og mere ud, eksempelvis, og ikke bare går hjemme. Mange unge, som jeg ser i dag, dem så jeg ikke for 2-3 år siden så tit være ude, eller så tit være sammen. Og de samler sig også tit, når der er de her events, som vi laver i Café 30, såsom fodbold i Mimersparken, de her events udenfor Mimersparken også, og Kingo Cup. Alle de events vi laver ved siden af, så kommer der bare flere og flere. Der kommer bare et større fællesskab. Så hvis Café 30 nu ikke var her, så havde der jo ikke været de her events. Så var det bare blevet mere og mere tørt; mindre og mindre fællesskab.
Og så ville folk stadig være taget ud på gaden. Folk havde valgt at tage ud på gaden, i stedet for at være ude, for eksempel til Kingo Cup. I stedet for at de unge går rundt og sælger for eksempel, så er de sammen med os. Så laver vi en FIFA-turnering – hygger os. Vi er selv herfra, vi ved selv, hvordan det er. Så vi vil gerne vise dem den rigtige vej, og der er intet andet, der gavner på det her tidspunkt.
Hvordan håber i, at fremtiden ser ud i Mjølnerparken? Altså både i lokalområdet, men også med naboer og alting?
Jeg håber, at folk flytter tilbage – altså mine venner, – og så håber jeg, at det bliver mere åbent. Jeg håber for eksempel ikke, at de renoverer hver anden dag. Nogle gange går jeg et sted hen, og så er det lukket, men i går var det åbent. Så kan du også se, at vi mangler parkeringspladser. Og Mimersparken, det er meget spærret. Altså jeg håber, at det bliver meget mere åbent, og meget mere fælles, som det var før i tiden.
Okay, og hvad mener du, når du siger åbent?
Se derude f.eks., lige bag os. Jeg kan ikke gå direkte over til Mimersparken, til fodboldbanen. Så skal jeg gennem her og her og her. Eller hvis jeg nu skal hjem, så er der lige pludselig spærret derovre, og hvis jeg nu skal smide noget skrald ud, jeg har derhjemme, så ved jeg lige pludselig ikke, hvor jeg kan smide skraldet hen. Hvis det bare blev meget mere åbent og simpelt.
Jeg håber faktisk, at de åbner ‘hullerne’ igen. Altså til gårdene. Fordi, hvorfor skal jeg gå hele vejen rundt, bare for at komme ind i en anden gård?
De åbner ikke ‘hullerne’, bro. Det har de sagt. Der er bygget mursten.
Nej, nej, men man må gerne håbe, jo.
Jeg ved det godt.
Der er faktisk nogen, der er flyttet ind i dem, fordi de har jo lavet lejligheder [der hvor ‘hullerne’ har været].
De kan ikke åbne dem igen, men det er også lidt nederen, at det skal være der.
Så en anden ting er, at man skal fikse vejene. Vejene i Mjølnerparken – det er det værste. Det minder mig om udlandet.
Ja, det minder mig om hjemlandet med alt det her.
Ja [Griner] – Det er bare bump. Man bliver nødt til at køre langsomt, hvis man ikke vil have smadret sin bil.
Går den, så går den– om du kører langsomt eller hurtigt eller hvordan du kører.
Hvad for et fællesskab ønsker I at være en del af i det nye Mjølnerparken? Og hvad skal der til for at skabe det?
Altså, jeg vil ikke være med til noget andet end Café 30. Jeg synes ikke, at så mange andre butikker gør noget for det lokale. Det er jo ikke, fordi de laver nogle events, for eksempel. Eller laver nogle konkurrencer i Mimersparken, hvor for eksempel dem, der vinder, måske får et gavekort, eller noget lignende. Med alt respekt, selvfølgelig. Jeg ser det bare som, at de prøver at lave deres, ikke? De tænker ikke på folk, der bor her. Så jeg synes, at Café 30 er præcis det rigtige valg, til at tænke på yngre og ældre, hvis det er.
Og så det sidste spørgsmål er, hvad gør i selv for at gøre Mjølnerparken til det nabolag, som i drømmer, det skal være?
Vi laver sgu lige nogle gode ting, og nogle gange laver vi nogle dårlige ting. Før i tiden kunne vi godt komme til at lave nogle ‘huller’ til os selv. Som hvis vi lige så et stillads, der var lidt ustabilt, så rykkede vi stilladset, og så lavede vi vores egen genvej. Men nu, så er der jo ikke så meget, vi kan gøre. Andet end at være her, og selvfølgelig bidrage, og sørge for, at der er et fællesskab; Sørge for, at der ikke er konflikter. Sørge for, at alle de yngre, der er i gang med at blive ældre, de lærer hinanden at kende på den gode måde, i et godt fællesskab, hvor de kan komme ned i caféen, være med til events, hygge sig, og ligesom ikke bare stå derude og hænge ud, og se politiet komme forbi, og føle, at de skal chikanere dem, på grund af, at de ikke har noget at lave. Men, at de ligesom kan være steder som her eller i klubber, og ligesom blive gode.
Det er også meningen med Café 30 jo, at folk skal føle sig hjemme, lige så snart de er trådt ind i Café 30. Selvfølgelig skal man også have sine regler. Vores regler er også sådan, at man selvfølgelig ikke skal råbe i caféen. Men man skal kunne hygge sig.
English:
The second part of the photo exhibition is about what is happening in Mjølnerparken now, both in relation to the parallel society legislation, and in relation to what the future of Mjølnerparken will be. The first question I would like to ask is how has the parallel society legislation affected you?
I’ve been rehoused in Christianshavn for a little over two years. I just moved back. It has affected my everyday life and my routine, my schooling, because everything was further away. For example, with school; instead of having to walk 10 minutes, or cycle 2 minutes, it took 40 minutes, 50 minutes, and sometimes there were delays with public transport. Sometimes the buses or the metro were just cancelled. So it had a big impact on my schooling. And it also had a big impact on my work outs and my hobby. I used to play basketball. It was also here in Nørrebro. And where I used to train – it was also here in Nørrebro. It made me very lazy as a person, and made me slack off more, which meant that I had a lot more absences in high school than I should have.
Okay. And what about you?
For me it was a little different. We were also rehoused, but not exactly right away. We couldn’t find an apartment, so we had to live in a hotel for 6 months. It wasn’t a hotel; it was a hostel. Well, it wasn’t anything special. I came a little further away from my school..–
They didn’t even have their own kitchen.
We had to share a kitchen with thirty other people. [Laughs.] It was really bad. We ended up eating junk food for 6 months. We gained a lot of weight – all of us. Our training became more frivolous, because of our diet. There wasn’t that much from my school. I didn’t get that many absences. But I ended up living 20 minutes away from my school, instead of 5 minutes.
So what do you think the hardest thing has been?
It has really affected the daily routine. And the community too.
Okay. How did it affect the community?
Because the less you are in a place, the less you feel like you’re part of the community. Do you understand what I mean? You’re less in a place the further away you are from a place. So that way.
But of course – we don’t forget where we come from. So we ended up coming back, every day, still. But it’s just… At one point [before rehousing] I could walk out the door and see my friends. But now I had to walk for 40 minutes to see my friends.
Sometimes, when you live far away, you might have to wait a little longer to see each other. So sometimes you didn’t see each other for several days.
In relation to how Mjølnerparken is now, and in relation to how it was before, do you think there have been any new opportunities compared to before?
Yes, the thing that has had the biggest impact is definitely Café 30. So if I were to remove Café 30, you know, and just live with the new, I would think it was crap. Just those new shops, you know, it’s very superficial. They are not here to create community in the local area. But this thing with Café 30, which focuses on events and community, and makes young people come out more and more, for example, and not just stay at home. Many young people that I see today, I didn’t see them out so often 2-3 years ago, or so often together. And they also often gather when there are these events that we do in Café 30, such as football in Mimersparken, these events outside Mimersparken as well, and Kingo Cup. All the events that we do on the side, more and more people just participate. There’s just a bigger community. So if Café 30 wasn’t here, there wouldn’t have been these events. Then it would just have become more and more dry; less and less community.
And then people would still have taken to the streets. People would have chosen to take to the streets, instead of being outside, for example, to the Kingo Cup. Instead of the young people going around selling, for example, they are with us. Then we do a FIFA tournament – enjoy ourselves. We are from here ourselves; we know what it is like. So we want to show them the right path, and there is nothing else that is useful at this time.
What do you hope the future will look like in Mjølnerparken? Both in the local area, but also with neighbors and everything else?
I hope that people move back – my friends, that is – and then I hope that it becomes more open. For example, I hope that they don’t renovate every other day. Sometimes I go somewhere and it’s closed, but yesterday it was open. Then you can also see that we lack parking spaces. And Mimersparken, it’s very blocked. So I hope that it becomes much more open, and much more communal, like it used to be.
Okay, and what do you mean when you say open?
Look out there, for example, right behind us. I can’t go straight over to Mimersparken, to the football field. Then I have to go through here and here and here. Or if I’m going home, suddenly there’s a roadblock over there, and if I have to throw out some garbage that I have at home, suddenly I don’t know where to throw the garbage. If only it were much more open and simple.
I actually hope they open the ‘holes’ again. That is, to the courtyards. Because, why do I have to go all the way around, just to get into another courtyard?
They don’t open the ‘holes’, bro. That’s what they said. Bricks are built.
No, but one can hope.
I know.
There are actually people who have moved into them because they have built apartments [where the ‘holes’ used to be].
They can’t open them again, but it’s also a bit of a downer that it has to be there.
Another thing is that you need to fix the roads. The roads in Mjølnerparken – that’s the worst. It reminds me of abroad.
Yes, it reminds me of my home country with all this.
Yes [Laughs] – It’s just speedbumps. You must drive slowly if you don’t want to wreck your car.
If it works, it works – whether you drive slowly or fast or however you drive.
What kind of community do you want to be a part of in the new Mjølnerparken? And what will it take to create it?
So, I don’t want to be involved in anything other than Café 30. I don’t think that many of the other stores do anything for the local area. It’s not because they do some events, for example. Or do some competitions in Mimersparken, where, for example, those who win might get a gift card, or something like that. With all due respect, of course. I just see it as them trying to do their thing, right? They don’t think about the people who live here. So I think that Café 30 is exactly the right choice, to think about younger and older people.
And the last question is, what are you doing yourself to make Mjølnerparken the neighborhood you dream of?
We do some good things, and sometimes we do some bad things. In the past, we could make some ‘holes’ for ourselves. Like if we saw a scaffolding that was a little unstable, we would move the scaffolding, and then we would make our own shortcut. But now, there’s not much we can do. Other than being here, and of course contributing, and making sure that there is a community; Making sure that there are no conflicts. Making sure that all the younger people who are getting older get to know each other in a good way, in a good community, where they can come down to the café, attend events, have fun, and not just stand out there and hang out, and see the police come by, and feel like they have to harass them, because they have nothing to do. But that they can be in places like here or in clubs, and kind of become good.
The idea behind Café 30 is that people should feel at home as soon as they enter Café 30. Of course, you also need some rules. Our rules also include that you should not shout in the café. But you should be able to enjoy yourself.