Fortællinger Fra Mjølnerparken

Dansk:

Hvordan har det været for jer at flytte ind i Mjølnerparken? Hvad vidste I om området i forvejen?  

Vi vidste jo rigtig meget om området, fordi jeg har været engageret i diskussionen om parallelsamfundspakken, da den hed ghettoloven. [Griner] Vi har faktisk begge to kendt nogen, som boede her. Én af dem, der bliver genhuset, bor her stadig. Og så jeg kender også en anden familie, der har boet her.

Jeg kender [også nogen]. Han har været min kollega i 15 år, og har boet her med sin familie. 

Så vi kendte rigtig meget til området. Jeg har også cyklet igennem mange gange og været på besøg og sådan noget. Så vi vidste godt, hvad det var.

Hvad har så været mest overraskende ved at flytte hertil?

Vi ville virkelig, virkelig gerne bo her. Og tilfældigvis skete det, fordi vi blev husvilde. Vi var nødt til at fraflytte en anden lejlighed i Valby med ret kort varsel. Vi ledte med lys og lygte efter noget, og fandt tilfældigvis ud af, at de var begyndt at udleje de allerførste lejligheder her. Vi kom så på den der interesseliste, og var de første, der var her til åbent hus, og sagde ja til en af lejlighederne. Vi ønskede bare, at vi kunne få det. Vi var virkelig sådan: “Yes! Det ville være det fedeste at flytte ind i Mjølnerparken.” Men vi vidste jo også samtidig, at området har det ry, som det har – At folk synes, det er et frygteligt farligt og voldsomt sted. Det vidste vi godt, at det ikke var. Og vi kendte jo også godt til hele planen om byfornyelse, eller hvad det nu hedder. Ja, vi har også været igennem byfornyelse på Vesterbro. Vi vidste jo godt, at det var en ny beboersammensætning, og at der ville være en masse bevidsthed omkring det hele, og alle de der kriterier, man skulle opfylde. Så på den måde var vi var slet ikke overraskede, egentlig. Vi var meget forberedt. Altså vi vidste præcis, hvad det var, vi sagde ja til. 

Jeg vil sige, at jeg aldrig har hørt… – Altså jo, i pressen har jeg hørt de negative historier. Men jeg har aldrig hørt de negative historier fra folk, som har været her eller boet her. Eller dem jeg kender, som har børn, der er vokset op her. Jeg har aldrig heller følt mig bange ved at køre igennem eller gå igennem. 

Nej, det har jeg heller ikke. Jeg kendte faktisk, – via mit foreningsarbejde, – en læge vi havde kontakt med for længe siden, som arbejdede meget på Grønland og som hjalp os i foreningen med vores opgaver. Hun kom så tilbage og lod sig pensionere og boede på Frederiksberg. Hun synes simpelthen, det var så kedeligt at være pensionist på Frederiksberg, så hun fandt en ledig lejlighed i Mjølnerparken og elskede at være her fra day one. Hun synes, det var fantastisk at blive en del af hele det fællescommunity der var herude.

Noget af det, jeg glædede mig allermest til, det var jo den der mangfoldighed, – at der både er gamle og børn og unge, – og den der diversitet, som jeg synes, at alle samfund skal have. Fordi – Det lyder meget filosofisk, men man er jo forskellige steder i sit liv, afhængig af hvor gammel man er, – og man kan bidrage på mange forskellige måder. Men selv det mindste bidrag kan jo gøre en kæmpe forskel. Jeg synes også, at en af de ting, der var hyggeligt ved at være herinde på Café 30 første gang, var at høre nogle af drengenes fortællinger, da vi sad og spiste, om hvordan de havde det. Derfor glæder jeg mig også til at læse eller høre noget mere om deres opvækst her.

Og så er vores børn jo vokset op på Vesterbro i en stor gård, som var fuldstændig blandet også. Altså både aldersmæssigt og socialt. Og etnisk og alt muligt. Og det var fuldstændig fantastisk. Så det savnede vi. Så boede vi i Valby i mange år. Det synes vi var alt for provinsielt. Og vi savnede den der med at være en del af en beboergruppe, at kende sine naboer, og kunne løbe ind og ud. Og tænkte, det ville vi rigtig gerne have igen.

Faktisk bliver jeg overrasket over, hvor… Altså jeg kan godt forstå de mennesker, der er blevet tvunget til at flytte herfra. Det handler jo ikke kun om at miste et sted at bo – et hjem. Det handler jo også om at miste de kontakter. Den måde, man ligesom spreder en masse menneskers liv til højre og venstre – Det handler jo ikke kun om det fysiske. Det kunne man ligesom leve med, hvis alle kom med, og man ligesom havde den samme historie. Men man mister jo også fællesskabet. Det er ligesom at skulle starte forfra. Det er der, hvor jeg nogle gange har tænkt, at det er jo en forfærdelig historie, at man frarøver folk noget mere end deres boliger. Fordi huse kan brænde – De kan blive ubeboelige af mange  grunde, og der kan være mange årsager til, at man skal flytte. Men der er forskel på at tage et valg selv om at flytte, og så det, at der kommer nogen og siger: “Nu skal du væk.” Jeg synes, at det må være noget af det hårdeste. Ja. [Suk]

I forhold til fællesskab – altså fordi I siger jo netop at det spillede en rolle ift. hvorfor I flyttede hertil: Hvad for en form for fællesskab kunne I ønske, for det nuværende eller det nye Mjølnerparken?

Jeg vil sige, at to slags fællesskaber ville jeg håbe kan opstå igen. Det ene er det der spontane med, at man bare sidder på en bænk, og der kommer nogen forbi, og ligesom man siger, “vil du have en kop kaffe? Jeg har et termokande med.” Eller noget. Sådan havde vi det meget på Vesterbro, at vores gård var sådan et sted, man bare hang ud og mødte hinanden, og faldt i snak. Men jeg håber også, at der kunne blive noget mere formelt, som kan løfte nogle af dem, der har brug for det. Altså med praktiske ting. Der er altid praktiske opgaver – såsom at oversætte breve fra kommunen, eller børn, der har lidt svært ved at finde legekammerater, eller ældre mænd, der ikke rigtig får lavet aftensmad. Alle de der ting, hvor man kan melde sig til noget, hvor man har et behov. Når der er så mange beboere, så er der mulighed for sådan nogle ting, og det synes jeg er virkelig, virkelig vigtigt. De steder, hvor det fungerer, er det fantastisk. 

Jeg tænker også, at der måske kan opstå nogle ting, når nu alle er færdige med at bruge deres energi på at brokke sig over boligselskaberne, eller hvad det må være. At man ligesom på en eller anden måde, kan begynde at tænke over nogle måder, og lave nogle fælles arrangementer på. Der sker jo rigtig meget, når mennesker mødes. Der sker ikke så meget, at vi bare går forbi og siger “hej.” Du kan sagtens invitere til et arrangement, – og du kan jo bare se, hvor mange gange jeg har været nede. Jeg tror, jeg har været dernede tre gange, eller sådan noget. Jeg har da mindst lavet en kage. 

[Grin i rummet.] 

[Smilende:] Så den lever jeg lidt på. Nej, men det der med, at man møder folk, og man siger “hej,” og sådan noget. Men også når man kommer hjem, og der er en eller anden oppe på [altanen], så kigger jeg op og hilser. Også når jeg ikke genkender personen. Så er det måske en eller anden ung fyr, som jeg siger hej til, som så læner sig ud og siger hej igen. Sådan noget. Så det er det der med, du ved… Jeg tror, at de mennesker, der vil fællesskab, kommer også til de der ting. Og der tænker jeg, der vil det også være fedt her, ressourcemæssigt, hvis i her på caféen siger, “men vi har tænkt os at lave et arrangement. Kunne I tænke jer at være med? Kunne I tænke jer at være frivillige til?” Fordi jeg tror, det er med de der sammenkomster, det er der, der opstår nye idéer og nye tanker. Og folk siger “hej, det kan jeg hjælpe dig med.” “Det finder vi ud af.” 

Der tænkte jeg lige fra starten, at jeg vil gerne bidrage med den specialiserede viden, jeg har omkring udlændingeret. Der er det jo rigtig rart, at være direkte i kontakt med nogle mennesker, som kan have spørgsmål og problemer i forhold til det. I stedet for at folk bare skal ringe og skrive, som de gør i forvejen. Men det der med, at de tænker, “hey, hende derovre i den der blok, hun ved vist noget. Kan vi ikke lige snakke med hende?” Det håber jeg, folk finder ud af efterhånden. 

Ja, den der vidensdeling, det kan virkelig noget. 

Ja. For jeg ved bare, at der er så mange, der går rundt med spørgsmål, som de ikke ved, hvor de kan få svar på henne. Og misforståelser og nervøsitet, som er unødige nogle gange. Især med de etniske minoriteter, der ikke er danske statsborgere, de har mange bekymringer med god grund. 

Jeg er spændt på den dynamik, som de her to karréer får, i forhold til, at der er mange, der kommer til at bo her i mange år, men det virker også som om, at der er rigtig mange unge. Så der kommer også til at være sådan en udskiftning, der kommer til at være sådan en …

… En udskiftning.

… der kommer til at være sådan en udskiftning, ja. Og det kan på den ene side være med til at holde det hele levende – I hvert fald også de steder, der ligger rundt omkring, og de butikker, der kommer. Men samtidig kan det måske danne nogle kerner. Det tager jo noget tid at få den der faste kerne op at stå, det tager noget tid at få den der faste kerne op at stå, hvor folk kan hjælpe hinanden. Der kan være mange måder at gøre det på. 

Så det er det I tænker, hvordan skal man skabe det her fællesskab, som det I har nævnt?  

Jeg tror kun det kommer af, at man er med til at byde ind til nogle arrangementer, eller måske prøver at sige, “vi har tænkt os at lave det her sommerarrangement. Vil iikke være med til det?” 

At man efterlyser noget deltagelse, såsom at sige “vi har brug for nogen til at rydde op, vi har brug for nogen til at lave kager”, så man kan føle, at man kan bidrage til noget. 

Ja, præcis.

Det jeg kunne være lidt bekymret for, når man ser på vores omsætning i den her karré, det er, at der er rigtig mange unge, og typisk unge, som er her for at studere. De er jo på gennemrejse. Og det kan jeg godt være lidt bekymret over, fordi de bliver ikke en del af et community nødvendigvis. De engagerer sig ikke rigtig. De er ikke lokale. Så det er lidt ærgerligt, hvis der er for mange af dem, så at sige. Dem opfatter man jo i kriterierne som ressourcestærke, men de bidrager ikke nødvendigvis med noget. Altså en italiener eller en tysker eller en svensker, som bor her i 3-4 år for at studere, engagerer sig ikke i lokalsamfundet. Så det synes jeg, det er sådan lidt ærgerligt. Der mister man lidt nogle muligheder. I det hele taget, er det ikke godt for et område at have rigtig mange, der flytter efter kort tid. Stor udskiftning: Det er et kæmpe problem. Også sådan noget med kælderen fx. Det har været et problem fra starten, at folk efterlod alt muligt, når de forlod en lejlighed. Så tømmer de ikke deres kælderrum, men bare lader det hele stå. Det er sådan noget, der kommer rigtig meget af, hvis folk kun bor her en kort periode, ikke? Så det kunne jeg godt være bekymret for. Det havde jeg ikke rigtig set komme, men det tror jeg har noget at gøre med boligmanglen, priserne, kriterierne og alt muligt andet.

Jeg tror også, det har noget at gøre med den måde, man har tænkt det fra starten. Man har haft det der mærkelige, skræmmebillede af Mjølnerparken-

Og så har man tænkt, at den svenske studerende var rigtig god at have, men det er de jo ikke nødvendigvis. 

Nej, men det tror jeg er okay. Men jeg tror alligevel godt, der kan opstå gode fællesskaber. 

Selvfølgelig, men det gør det lidt sværere. 

Det tager noget tid, fordi vi som mennesker lever, altså alle har følt, at de har meget at se til hele tiden. Så der skal altså nogen lokale aktører til, for ligesom at være sådan et ståsted og et omdrejningspunkt.

Så er der ret få børn. Det kan også være et problem. Der er mange hunde. Det er godt. Det bringer folk sammen. 

[Grin i rummet.]

Men det bringer virkelig folk sammen. Hvis vi ikke havde haft små børn, da vi boede i den store gård på Vesterbro, så havde vi ikke lært folk at kende på samme måde. Det der med at have børn, der leger sammen, det er en fantastisk måde at binde folk sammen. Og det er jo også derfor, at det gamle fællesskab var så stærkt i Mjølnerparken, for der var så mange børn, der havde kendt hinanden, fra de blev født, fordi de var opvokset som legekammerater. 

Og det er mange år. 

Ja, fordi folk er blevet boende her også, i rigtig mange år. Også efter børnene var flyttet hjemmefra. Så flere børn og mindre udskiftning. Det vil jeg håbe. [Griner.]

Og mit sidste spørgsmål er i forhold til at skabe fællesskab på tværs, altså af nye og oprindelige beboere. Hvad tænker I, der skal til der?

Jeg tænker, man gør klogt i at lave nogle kulturarrangementer. Altså nogle, ligesom dem du laver for børn, og med fællesspisning. Jeg tror sådan noget, altså musik på tværs af kultur. Altså, kunstnere, som overlapper i forhold til… Altså, musik er forskelligt afhængigt, hvilket land ens bedstefar kom fra. Eller lad os nu sige, min ven [fra Mjølnerparken]; Hvis jeg sagde til ham, “hey, kender du ikke nogen musikere fra Sudan, som bor, som kunne komme og spille?” Så kunne man invitere nogle andre. Altså, jeg tror, den der måde med at ligesom at altså, det er også fordi, den er verden, jeg kender den i musikverdenen, hvor der heller ikke er nogen berøringsangst og der er ikke, der er ligesom der er heller ikke nogen grænser. Det er ligesom, det gælder… 

Så du tænker, at kulturen ligesom bliver en sammenhængskraft?

Ja, præcis. Og der skal man også – hvis man arrangerer sådan noget, – så skal man også tænke okay, hvordan kan jeg få nogle af de ældre, der har boet her længere tid, til også at komme og høre det sammen med nogle af de unge? Altså, hvordan kan vi få folk til at mødes? Og det kan jo være sådan noget med jamen, så er så sørger man for også at tage en gruppe unge mennesker, som er vokset op her og siger: “Hvad skal der til for at vi laver nogle flyers,” eller “Hvordan får vi hende den ældre dame derovre til at komme med?”

Og så fejre nogle højtider sammen altså, – f.eks. invitere alle til ramadanmiddag og invitere alle til julefrokost, og sådan. At man får blandet folk sammen og også giver folk mulighed for at være nysgerrige, altså: “Det har jeg egentlig ikke prøvet før. Det kunne godt tænke mig.” Sådan nogle ting.

Se det ikke som værende noget der nødvendigvis har med med religion at gøre, men som en mulighed for os at møde andre og at have en hyggelig dag eller aften sammen. 

---

English:

How has it been for you to move into Mjølnerparken? What did you know about the area beforehand?

We actually knew a great deal about the area, because I was involved in the public discussion around the so-called “parallel society package,” back when it was known as the ghetto law. [Laughs] We both also knew people who had lived here. One of the people who is being rehoused still lives here, and I also know another family who used to live here.

I know [someone too]. He has been my colleague for 15 years and has lived here with his family.

So we really knew the area well. I’ve cycled through it many times, visited people here, and so on. So we knew exactly what it was.

What has been the most surprising thing about moving here?  

We really, really wanted to live here. By coincidence, it happened because we suddenly found ourselves without housing. We had to move out of another apartment in Valby at fairly short notice. We searched high and low for somewhere to live, and by chance discovered that they had just started renting out the very first apartments here. We got onto the interest list, were the first people to come to the open house, and immediately said yes to one of the apartments. So we were genuinely thrilled. We were just hoping we could get it. We were really like: “Yes! It would be so awesome to move to Mjølnerparken.” At the same time, of course, we knew the reputation the area has – that people think it is a terribly dangerous and violent place. We knew that was not true. We were also familiar with the whole urban renewal plan, or whatever you want to call it. We had already been through urban renewal in Vesterbro. We knew there would be a new resident composition, and that there would be a lot of awareness around the whole process and all the criteria people had to meet. So in that sense, we were not surprised at all. We were very prepared. We knew exactly what we were saying yes to.

I would say that I have never heard the negative stories from people who have actually been here or lived here. Yes, I’ve heard them in the press. But never from the people I know who have lived here or whose children grew up here. I have also never felt afraid of cycling or walking through the area.

No, neither have I. Through my volunteer work, I once knew a doctor we worked with for many years. She had spent a lot of time working in Greenland and later retired to Frederiksberg. She found it so boring being retired there that she found an available apartment in Mjølnerparken and loved being here from day one. She thought it was wonderful to become part of the community here.

I also think that one of the things I was most looking forward to was the diversity – that there are older people, children, and young people here, and that kind of diversity which I think every society should have. It sounds very philosophical, but people are at different stages in life depending on their age, and everyone can contribute in different ways. Even the smallest contribution can make a huge difference. One of the things that felt really special the first time we were here at Café 30 was listening to some of the boys’ stories while we were eating – hearing how they experienced life here. That also makes me look forward to hearing and reading more about their upbringing here.

Our children grew up in Vesterbro in a large courtyard community that was completely mixed – in terms of age, social background, ethnicity, everything. And it was absolutely fantastic. We missed that. Then we lived in Valby for many years, and we missed it there too. It felt far too provincial. We missed being part of a residential community, knowing your neighbours, being able to drop in and out of each other’s homes. We really wanted that again.

What actually surprises me is how much I understand the people who have been forced to move away from here. Because it is not only about losing a place to live – a home. It is also about losing relationships. When you scatter people’s lives in all directions, it is not only about the physical space. One might be able to live with that if everyone moved together and shared the same story. But what you lose is the community. It is like having to start all over again. That is where I sometimes think this is such a terrible story: people are being deprived of something much more than their homes. Houses can burn down. They can become uninhabitable for many reasons, and there can be many reasons why people have to move. But there is a difference between choosing to move yourself and having someone come and say: “Now you have to leave.” I think that must be one of the hardest things.

In terms of community – since you say that was an important reason for moving here: what kind of community would you like to see in the current or the new Mjølnerparken?

I would say I hope two kinds of community can emerge again. One is the spontaneous kind – where you are just sitting on a bench, someone walks by, and you say: “Would you like a cup of coffee? I have a thermos with me.” That was very much how it was in Vesterbro. Our courtyard was a place where people simply hung out, met one another, and struck up conversations. But I also hope something more formal can emerge – something that can support those who need it. There are always practical needs: translating letters from the municipality, children who struggle to find playmates, older men who do not really cook dinner for themselves. All those things where people can sign up because they have a need. When there are so many residents, there is the possibility for that, and I think it is incredibly important. Where it works, it is fantastic.

I also think that once everyone has finished spending their energy complaining about the housing associations, or whatever it may be, people can begin to think about creating shared events and gatherings. A lot happens when people meet. Not much happens if we simply pass each other and say “hello”. You can easily invite people to an event. Just look at how many times I’ve gone down [to an event] myself. I think I’ve been there three times or something like that. I’ve at least baked a cake.

[Laughter in the room.]

[Smiling:] So I’m still living a little off that. But really, it’s about meeting people and saying hello and things like that. Even when I come home and someone is standing up on the balcony, I look up and greet them – even if I don’t recognize them. Maybe it’s some young guy, and I say hello, and he leans over and says hello back. Things like that. So it’s really about… you know… I think the people who want community are also the ones who come to those kinds of gatherings. And that’s where I think it would also be great, resource-wise, if you here at the café said, “We’re planning an event, would you like to join? Would you like to volunteer?” Because I think it’s through those kinds of gatherings that new ideas and new ways of thinking emerge. And people start saying, “Hey, I can help you with that,” or “We’ll figure it out.”

Right from the beginning, I thought that I wanted to contribute the specialized knowledge I have about immigration law. In that sense, it’s really valuable to be in direct contact with people who may have questions or problems related to that. Instead of people only calling or writing, like they already do. There’s something important about people thinking, “Hey, that woman over there in that building seems to know something. Maybe we can talk to her?” I hope people gradually begin to realize that.

Yes, that kind of knowledge-sharing can really make a difference.

Yes. Because I know there are so many people walking around with questions they don’t know where to get answered. And misunderstandings and anxieties that are unnecessary in some cases. Especially among ethnic minorities who are not Danish citizens, people carry a lot of worries, and for good reason.

I’m curious about the kind of dynamic these two housing blocks will develop, because many people are going to live here for many years, but it also seems like there are a lot of young people. So there’s also going to be a certain kind of turnover, there’s going to be a kind of…

…a turnover.

…yes, a turnover. And on the one hand, that can help keep everything vibrant — including the surrounding places and the shops that will come. But at the same time, it may make it harder to form stable cores of community. It takes time to build that kind of steady foundation where people help one another. And there can be many ways of doing that.

So that’s what you’re thinking about, how to create this sense of community that you’ve been describing?

I think it only comes from actively inviting people into events, or maybe saying, “We’re planning this summer event. Would you like to join?”

That you actively ask for participation, like saying, “We need people to help clean up,” or “We need people to bake cakes,” so people feel that they can contribute to something.

Yes, exactly.

One thing I’m slightly concerned about, when I look at the turnover in this housing block, is that there are a lot of young people, typically young people who are here to study. And they’re really just passing through. That worries me a bit, because they don’t necessarily become part of a community. They don’t really engage. They’re not local. So it’s unfortunate if there are too many of them, so to speak. According to the criteria, they’re considered resourceful residents, but they don’t necessarily contribute anything. An Italian or German or Swedish student who lives here for three or four years while studying doesn’t necessarily engage with the local community. I think that’s a shame, because you lose some opportunities there. In general, it’s not good for an area to have a lot of people moving away after only a short time. High turnover is a huge problem. Even things like the basement storage areas, for example. From the beginning, it’s been a problem that people leave all sorts of things behind when they move out. They don’t empty their storage rooms, they just leave everything there. That kind of thing happens a lot when people only live somewhere for a short period of time, right? So that’s something I could worry about. I hadn’t really anticipated it, but I think it has something to do with the housing shortage, prices, criteria, and many other things.

I also think it has something to do with the way the whole thing was imagined from the start. There was this strange, frightening image of Mjølnerparken.

And then people thought the Swedish student would be ideal to have here, but that’s not necessarily the case.

No, but I still think it’s okay. And I still think strong communities can emerge.

Of course. But it does make it more difficult.

It takes time, because people today feel like they constantly have a lot going on. So you need people who are actively engaged in community building, who can function as an anchor point and a kind of center for things. And then there are relatively few children. That can also be a challenge.

There are a lot of dogs, though. That’s good. Dogs bring people together.

[Laughter in the room.]

But they really do bring people together. If we hadn’t had small children when we lived in the large courtyard block in Vesterbro, we would never have gotten to know people in the same way. Having children who play together is a fantastic way of connecting people. And that’s also why the old sense of community in Mjølnerparken was so strong; because there were so many children who had known each other since birth because they grew up playing together.

And that takes many years.

Yes, because people also stayed here for many years, even after their children had moved out. So: more children and less turnover. That’s what I hope for. [Laughs.]

And my final question is about creating community across new and original residents. What do you think it takes?

I think it would be wise to create cultural events. Like the ones you do for children, and shared dinners. I think things like music across cultures can be a real connecting force. Music differs depending on which country your grandfather came from. Take my friend [who lives here] – if I said to him: “Hey, don’t you know any musicians from Sudan who live here and could come and perform?” Then you could invite others as well. I think culture can really become a kind of social glue.

Exactly. And when organizing something like that, you also need to think: how do we get some of the older residents, who have lived here for a long time, to come together with some of the younger people? How do we get people to meet? It could also be about celebrating holidays together – inviting everyone to a Ramadan dinner and everyone to a Christmas lunch. Giving people the opportunity to be curious and think: “I have actually never tried that before. I would like to.”

Not necessarily seeing it as something religious, but as an opportunity to meet other people and have a nice day or evening together.